Zazen Roku 7. Tid og sted til at sidde

Hvornår er det bedst at sidde? Hvor lang tid skal man sidde? Hvor tit skal man sidde? Disse spørgsmål er vigtige at stille sig. Mennesker lever imidlertid i mange forskellige rytmer, har mange forskellige gøremål, arbejder på forskellige tider, passer børn og pligter på uregelmæssige tider, og har i almindelighed ikke tid til noget som helst.

Derfor tror jeg, at man skal tage sig tid til at sidde. Man skal ikke bare finde tid til zazen ind imellem alt det andet, man skal, og alt det man gerne vil. Man skal ordne sin daglige rytme på en sådan måde, at der er indpasset en fast tid til at sidde. Det er nemlig vigtigt, at man sidder hver dag. Det kan måske i begyndelsen synes underligt, at det er så vigtigt. Men erfaring vil vise, at det er godt for en.

Jeg vil anbefale, at man fastsætter en tid, når der er ro i huset, hvor man kan lukke døren og uforstyrret være sig selv. Lever man alene er det selvfølgelig nemmere at fastsætte en passende tid. Når man mediterer alene, er det bedst at vælge et sted, hvor man ikke bliver forstyrret af andre, telefonen eller støjen fra gaden. Det er rart at meditere på et tidspunkt, hvor sollyset ikke generer. Det kan være tidligt om morgenen, efter arbejde eller før man går i seng. Det er bedst, at det er på samme tid og sted hver dag, fordi det giver en naturlig rytme. Tidspunktet for at sidde ligesom kommer til én af sig selv, uden at man behøver at tænke på, at nu må det være tid til at sidde.

Jeg har altid levet et familieliv samtidig med, at jeg hver dag har praktiseret zazen. Da jeg havde fast arbejde i mange år og skulle være på arbejde klokken 8 om morgenen, valgte jeg at sætte vækkeuret til 0530. Jeg havde hørt et godt råd fra en gammel rotte, som sagde, at man skulle have en fast siddeplads imellem badeværelset og køkkenet. Tidspunktet blev valgt, så jeg kunne nå at sidde 50 minutter, før de andre i familien vågnede og bevægede sig rundt i lejligheden.

Det er hensigtsmæssigt at have fast sted at sidde. Her kan man indrette en plads med et tykt siddeunderlag, som kaldes en zabuton på japansk. Det kan enten være en futon (japansk foldemadras) eller en halv futon. En zabuton er et fast, tykt og fladt underlag på ca. 1 m², stort nok til at ens knæ ikke stikker udenfor, men hviler godt på underlaget. Man kan lave en zabuton af et vattæppe eller en rullemadras og bedække den med et kraftigt materiale i en mørk farve.

Oven på den placerer man en rund pude, som kaldes en zafu. Det kan være en lille rund, pille formet pude foret med kapok. Dens tykkelse og fasthed afhænger af ens behov, for den skal understøtter ens bagdel på den rigtige måde. Man må prøve sig frem. Undgå skumgummi og andet syntetisk materiale, det er ustabilt og gyngende at sidde på. Det vigtige er, at dette sidde arrangement er så komfortabelt, som overhovedet muligt.

Et sådant sted står altid parat og venter på, at man skal sætte sig ned og meditere. Efterhånden får man et særligt forhold til denne plads, som på en eller anden måde trækker én til sig. Det skal helst være af lyst, at man mediterer. Det er noget, man skal længes efter. Det rum, man praktiserer zazen i, må være svagt oplyst af et stearinlys og afskærmet af for skarpt lys udefra.

Man kan indrette et lille alter ved siden af siddepladsen med et røgelseskar til en røgelsespind, stearinlys, en blomst og en buddha. Men man kan gøre ganske som man vil. I begyndelsen kan det være en spirituel hjælp at skabe et sådant lille miljø omkring det at sidde. På et senere tidspunkt kan det være, at man dropper alt prop, fordi man nu kan sidde når som helst og hvor som helst.

Mennesker lever under meget forskellige forhold, og nogen har mere ideelle forhold end andre. Nogle har hus og have, mere plads og freelance tid end andre, så de kan sidde på en terrasse eller i en vinterhave, i den åbne natur eller i et særligt lille hus, som er indrettet til zazen. Vi har som sagt alle forskellige livs omstændigheder, men det vigtige er at tage sig tid i fred og ro til sin zazen hver dag på samme tid.

Om denne praksis så skal være en halv time to gange om dagen eller tre kvarter eller en time én gang om dagen, må man selv finde ud af. Det ændre sig lidt med tiden, og som årene går. Da man umuligt kan vurdere, hvad der kommer ud af en sådan praksis, er det bedst at give det en chance og bare gøre det hver dag, på samme måde som man gør så mange andre ting i livet rutinemæssigt.

Da jeg havde siddet i 9 år på denne måde, spurgte jeg en dag Zen mesteren Katsuki Sekida, hvor længe jeg skulle sidde sådan. Han svarede, at det spørgsmål viste, at jeg havde nogen erfaring med at sidde. Efter en lille tænke pause kom det så: "50 minutter eller indtil du er tilfreds". Der kommer et tidspunkt i enhver meditationsperiode, hvor man føler, at man er tilfreds for denne gang, og så kan man stoppe. Der er dog klogt at trække tiden en smule ud, indtil det føles lidt hårdt, for ligesom at vænne sig til at kunne sidde rigtig længe ad gangen i de intensive træningsperioder, som kaldes sesshin.

Alt afhængig af hvor rutineret man er, sker der efter et kvarter eller en halv time en stabilisering af ens praksis. Der kommer en indre stilhed, styrke og ro til én, som er meget tilfredsstillende. Man kan nu sidde et kvarter eller en halv time mere for at komme i dybden af den fornemmelse. Man kan også vælge at rejse sig fra sit sæde og vandre rundt i fem eller ti minutter for så igen at sidde en halv times tid. Den gående meditation hedder kinhin og er i princippet ikke forskellig fra zazen.

Når man sætter sig ned, er det vigtigt at have tøj på, som ikke strammer. Stramme cowboy bukser, stramt bælte o.l. er virkelig generende. Man skal huske at tage sine strømper af. I japanske Zen templer har ingen strømper på, hverken sommer eller vinter. Betydningen af at være barfodet, når man meditere, forstår man nok først, når man har vænnet sig til det og ikke længere kan forestille sig at meditere med strømper på.

Det er en støtte at praktisere zazen sammen med andre. Man må finde et lokale, der ikke er altfor lydt, og hvor der ikke er for meget støj fra gård eller gade. Det er hensigtsmæssigt at meditere i et helt tomt lokale med hvidmalede vægge og trægulv. Da man altid mediterer med åbne øjne og sænket blik på gulvet en meter foran sig, er rå eller afhøvlede gulvbrædders naturlige overflade at foretrække.

Når man sidder sammen med andre er det almindeligt, at man f.eks. sidder 4 gange en halv time. Det kalder man en blok på 4 perioder. Så drikker man te sammen og går hver til sit. Hvis man er medlem af en zazen gruppe er det rigtig fint, hvis man én gang om ugen kan mødes og sidde sammen f.eks. 4 gange en halv time eller mere med gående meditation, kinhin, mellem perioderne. Der er en vældig støtte og disciplin i at sidde sammen med andre en gang og ugen. Når man gør det, kommer der et meningsfuldt fællesskab ind i ens praksis, som er meget værdifuldt. Og så lærer man også at tale med hinanden om den praksis man dyrker.